Hvad er en travskole?
Travskolerne er væddeløbssportens fritidsaktivitet. Vi vil gerne give alle børne og unge mulighed for at dyrke en lærerig og spændende sport, samt skabe en interesse for trav- og galopsporten. Ønsket er at give børn- og unge grundlaget for en respektfuld og etisk korrekt brug af ponyer og heste.
At omgås heste er utrolig dejligt, men heste er store og stærke dyr, som nemt kan komme til at gøre skade på børn og voksne. Derfor finder vi det af stor vigtighed, at vi uddanner vores børn og unge til at omgås heste med faglig dygtighed og respekt. Heste er ikke farlige dyr, men de skal omgås med viden om - og med respekt for deres natur.
Hos os er det muligt at deltage med sin egen pony eller hest, men det er også muligt at benytte sig af travskolens ponyer eller heste.
I travskolen har vi hold i alle sværhedsgrader, så om man er helt ny med heste, kommer fra en rideskole eller selv har pony eller hest, så skal der nok være et hold der passer til dig. Vi har både børne- og ungdomshold og hos os er det en selvfølge med undervisning i den bagvedliggende teori.
Hvorfor gå i travskole?
• Du bliver en del af det lokale klubliv.
• Du bliver en del af et sjovt og lærerigt socialt miljø.
• Du får viden om egnet sikkerhedsudstyr samt færdigheder i at håndtere hesten sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
• Du får færdigheder i at gøre hesten klar til træning og at kunne styre den i skridt og trav.
• Du får en basal forståelse for stalden som hestens hjem.
• Du lærer at køre en pony eller hest.
• Har du tidligere kendskab til ridning, kan der efter vurdering, tilbydes montéundervisning.
Med andre ord så lærer du om pleje, håndtering, forspænding, pasning, fodring, træning og meget mere.